Samklang logo
Fuldmåneritual, fuldmaaneritual

Fuldmåneritual

I morges da månen var fuld kl. 9.16 lavede jeg et lille ritual for at slippe det som holder mig tilbage og forhindrer mig i, fuldt og helt, at indtage min kraft.
 
Det er længe siden jeg har lavet et fuldt ritual med dannelse af en hellig cirkel, påkaldelse af verdenshjørnerne/vogterne og fokuseret magisk arbejde, men jeg mærkede et behov for at give min intention ekstra kraft ved at lave et dedikeret ritual.
 
På den ene side af det sorte lys graverede jeg Gudindens symbol da hun er forbundet med månen og på den anden side graverede jeg en binderune som en kær ven skabte til mig (jeg har ikke tidligere arbejdet så meget med runer, men mærker at de kalder på at jeg bruger og lærer mere om dem). Sølv er forbundet med månen så derfor brugte jeg min sølv posca tusch til at tegne graveringerne op med.
 
Til krystalgridet rundt om lyset brugte jeg ametyst som er god til at understøtte spirituel vækst, støtter i forandringtider samt hjælper med at slippe gammel energi, og samtidig beskytter mod negativ energi. Taks kaldte på mig i går da jeg var i haven så fik intuitivt impuls til at bringe den med i ritualet. Da taks er giftigt valgte jeg ikke at afbrænde den med i stedet lade nogle grene være en del af gridet. Ligeledes er alle hvide sten forbundet med månen og bjergkrystal virkede derfor (trods den nok er mere gennemsigtig end hvid) som en god tilføjelse i gridet da den samtidig har en meget ren, rensende og forstærkende energi.
 
Efter at have renset rummet energetisk, dannede jeg den hellige cirkel, og påkaldte vogterne af verdenshjørnerne (Nord = jord, Øst = Luft, Syd = Ild & Vest = Vand) samt skabe en trekant ovenfor og nedenunder mig så hele feltet var beskyttet og skærmet.
 
Herefter skrev jeg min bøn på et stykke papir, læste det højt, tændte lyset og satte ild til papiret med flammen fra lyset, hvorefter jeg lod det brænde i kedlen. Bagefter brugte jeg låget fra kedlen til at lægge et stykke afbrændingskul på og brænde det stykke ædelgran jeg havde fået lov at plukke fra et træ i haven.
 
Til sidst sluttede jeg ritualet af med at ryge en pibe Mapacho og lave en soplay (energetisk renselse).

Del denne post