Samklang logo
Genfødsel, død, kali, kundalini, transformation, fødsel, spiritualitet

Kali, Kundalini, død & genfødsel

Da jeg skrev min seneste energiopdatering var det som om den var ukomplet og der var energier som jeg sansede ville igennem, men som ikke var klar. Jeg har modtaget tegn alle mulige steder fra det sidste lange stykke tid, men først i dag, hvor det meget symbolsk er nymåne og jeg for en gang skyld var i den modtagende ende af en kropsterapeutisk session, samlede trådene sig pludseligt.
 
Jeg ser nu tydeligt temaet om død og genfødsel som står skarpere end nogensinde. Det er som om vi kollektivt er midt i en massiv og hård død- og genfødselsproces ligesom jeg personligt har været det siden 2010.
 
Jeg får lyst til at dele et udsnit af min egen proces fordi jeg har på fornemmelsen at jeg på ingen måde er alene om at have oplevet eller for nuværende opleve en sådan proces. Detaljerne kan være anderledes i din historie end i min, men måske en del af hovedtrækkene er ens eller genkendelige.
 
Siden min opvågning rigtig startede i 2010, hvor min Kundalini (IAST: Kuṇḍalinī) også for første gang begyndte at røre på sig, har jeg været i en dødsproces. Død i metaforisk og spirituel forstand er tilsyneladende ikke noget man nøjes med at gøre en gang så jeg har oplevet at “dø” mange gange og på mange planer siden 2010.
 
Da min Kundalini fik et boost under mit første Ayahuasca retræte i 2018 begyndte tilsyneladende en ny dødsproces, hvor temaet var fuldstændig destruktion af alt det som ikke skulle med videre. Derfor var det meget passende da Kali, den hinduistiske gudinde for destruktion, kom til mig i en drøm og jeg i den periode drømte om ild og drager der brændte landsbyer ned. Siden da har Kali været med mig med og løbende vist sig med sin vildskab, styrke og evne til at destruere. Dødsprocessen som startede under mit første Ayahuasca retræte kulminerede, efter mange rejser hvor jeg sad fast i fødselskanalen, i en genfødsel under den individuelle Ayahuasca rejse jeg var på sidste år. Her fik jeg lov at opleve at blive født igen. Samtidig fik jeg en vigtig indsigt om at en af grundene til min svære fysiske fødsel ind i dette liv var at min sjæl havde fortrudt undervejs i min fødsel og at det var medvirkende til at jeg sad fast i fødselskanalen i 36 timer. Min sjæl kunne godt huske de traumatiske tidligere liv jeg havde haft og som jeg også i min dagsbevidsthed havde fået adgang til via flashbacks, som en del af min Kundalini proces. Det var ikke noget kønt syn og, udover et enkelt liv som munk (som gav mig mulighed for at mærke en følelse af fred jeg aldrig før eller siden har været i kontakt med) var det liv hvor jeg var blevet hængt, druknet, brændt og tortureret. Så jeg forstår ærlig talt godt at min sjæl pludselig fik kolde fødder og ikke ville ud i endnu et liv. Men på rejsen sagde Aya kærligt til mig at det ikke var sådan et liv jeg skulle ud til denne gang. At ja, der ville ske ting som var traumatiske i dette liv også, for det kan vi ikke undgå, men at det ikke overordnet set ville være endnu er traumatisk liv. “Det er trygt for dig at komme ud i dette liv” sagde hun med kærlighed og jeg blev født ud til plante- og dyreriget som stod og hilste mig velkommen. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så krystalklare og smukke farver og så overvældende en kærlighed!
 
På min seneste Ayahuasca rejse var jeg igennem en fuldstændig vanvittigt opgradering hvor alle mine celler vibrerede med lyset hastighed og jeg var sikker på at min krop ville blive splittet ad i atomer. Jeg bad Aya om at skrue ned, men fik beskeden om at det kunne hun ikke. Det var en initiering jeg var ved at få og hvis jeg skulle lave det arbejde jeg var gået i gang med så var jeg nødt til at blive renset og hævet i frekvens. Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så intenst. Jeg forsøgte at overbevise Aya om at det var jeg på ingen måde hverken værdig eller klar til og at jeg havde ombestemt mig; jeg skulle bare være blomsterbinder fra nu af og slet ikke have noget med alt det der spirituelle at gøre. Aya var ligeglad, hun holdt fast og sagde at jeg var klar. Hun fortsatte derfor ufortrødent og alt jeg kunne gøre var at huske mig selv på at der ville gå over igen… På et tidspunkt.
 
Hun arbejdede på min hele natten efter endt ceremoni og da jeg vågnede om morgenen var hun stadig i gang. Her fik jeg beskeden om at hun var ved at opgradere min DNA. Det tog 2 dage før jeg følte at jeg var nogenlunde tilbage til min almindelige dagsbevidsthed igen.
 
I forgårs trak min Kundalini mig ind i en trancetilstand (det sker fra tid til anden og jeg har heldigvis lært bare at læne mig ind i det og overgive mig) hvor jeg lå i nogle timer og så billeder for mit indre øje og modtog “downloads”. I går var jeg stadig ikke helt landet så jeg besluttede at gå en tur for at grounde yderligere. Det var som om alting var krystalklart og til trods for at jeg gik en tur jeg havde gået mange gange før var det som at opleve den for første gang. Jeg måtte stoppe op undervejs flere gange og bare stå stille og “smage” på omgivelserne med alle mine sanser. Jeg har aldrig oplevet naturen så smuk og alting så magisk. Jeg så er kors i en have og senere på en køretur, i vejkanten, så jeg havde på fornemmelsen at der var noget med død på spil (og dermed genfødsel rundt om hjørnet).
 
I dag under min behandling fik jeg besked fra kropsterapeuten om at Kali var meget insisterende på at være med og at hun var der for at hjælpe mig med at destruere det sidste så jeg kan træde fuldt og helt ind i denne inkarnation. Jeg kunne ikke andet end at smile vidende. Der blev arbejdet på en “knude” af angst for at lande sådan virkelig i dette liv og mens kropsterapeuten sang og holdt sin hånd på stedet for spændingen mærkede jeg hvordan den langsomt blev opløst. Da sessionen var færdig betegnede hun den som en genfødselssession uden at vide at det er netop der jeg står i min proces. D. 11/2 kl. 11:02 på dagen for nymånen – så bliver det vist ikke mere genfødselsagtigt.
 
Med nymånen starter en ny cyklus så uanset hvor du er i din proces er i dag og særligt omkring kl. 20:05, hvor nymånen topper, er det et perfekt tidspunkt til at sætte nye intentioner for hvad du ønsker at manifestere i 2021.
 
Du ønskes en magisk nymåne og genfødsel!

Del denne post