Kundalini, stemmefrigørelse, bevidsthedsudvidelse, bevidsthedsudvidende, transformation

Kundalini og stemmefrigørelse

Min Kundalini (iast: Kuṇḍalinī) er meget aktiv i de her dage og trækker mig ind i trancelignende tilstande. Det er længe siden jeg har haft så heftige Kriyas (ufrivillige bevægelser) og mærket så meget energi strømme og bevæge sig igennem mig. Jeg havde næsten helt glemt hvordan det var i mange måneder i slutningen af 2018 hvor energien fik et boost under mit første Ayahuasca retræte. Hvordan jeg næsten konstant oplevede kropslige Kriyas, trancetilstande, mærkede pludselig og ekstrem varme bevæge sig op langs min rygsøjle, ting skiftede farver, jeg så lysglimt og lugtede bål, så geometriske mønstre i luften, havde lucide drømme og modtog budskaber/downloads af viden der ofte var ude for min forståelse. Det var mange heftige måneder, hvor jeg i perioder var i tvivl om jeg var ved at blive sindssyg. Det som hjalp mig igennem var masser af grounding, støtte fra et fantastisk netværk (særligt min kæreste og sjælesøster – jeg er jer evigt taknemmelige!) og al den viden jeg samlede op på nettet og i bøger om emnet.
 
Jeg lærte efterhånden at navigere i og “kommunikere med” energien (lidt som jeg også gør det med Aya og svampene når jeg rejser). Jeg lærte at min Kundalini forsøgte at hjælpe mig med at rense blokeringer ud både fysisk, psykisk og energetisk. Hvis jeg blev for stresset eller havde et for højt tempo begyndte min Kundalini ofte at bevæge sig, nok dels for at hjælpe med at rense ud og nulstille mit system, men måske også dels for at tvinge mig ned i tempo. Jeg oplevede også at jo mere jeg gav den plads og tid til at bevæge sig samt lyttede til dens budskaber jo mere rolig, bølgende og balanceret blev energien.
 
Jeg havde en oplevelse en gang af at jeg lagde mig ned, lukkede øjnene og sagde at jeg var klar til at få vist hvad ‘hun’ havde til mig af budskaber. Der fik jeg så vist nogle billeder, symboler og fik nogle ord ind. 5-10 minutter senere var det så slut og jeg kunne rejse mig, og fortsætte min dag, hvor energien ellers normalt ville køre nonstop i timevis. Min kundalini har længe været i ro eller ligefrem dvale, selvom jeg har lært at hun aldrig forsvinder igen. Hun er nu en konstant følgesvend og hvis jeg sætter mig og tuner ind så kan jeg mærke hvordan hun hele tiden er til stede og summer i min krop.
 
At starte på uddannelsen til Tantrisk Sexolog har uden tvivl vækket nye bølger af Kundalini energi. Jeg mærkede det allerede på første modul hvordan energien blev aktiveret og jeg har mærket hende i bølger on/off siden.
 
I forgårs kom der pludselig gang i energien midt under en gåtur hvor jeg mærkede svimmelhed og at det hele ligesom gyngende omkring mig. Jeg mærkede trækket ind i den velkendte trancetilstand og jeg faldt omkuld på sofaen da jeg kom hjem. Min krop føltes som om den brændte og jeg havde en hel del Kriyas som ikke alle var behagelige. Om aftenen blev energien intensiveret og jeg måtte gå tidligt i seng.
 
Om natten rejste jeg, fuldstændig som jeg kender det fra når jeg har rejst på Aya eller svampe, men uden at have indtaget noget som helst. Jeg mærkede den sædvanlige vibration og så farver og mønstre som tegn på at den psykedeliske faser sætter igang. Jeg vidste intuitivt hvad der var ved at ske så jeg trak vejret dybt, og lænede mig ind i energien som jeg har gjort så mange gange før.
Jeg fik vist hvordan der er gang i en udrensning af særligt mit halschakra og jeg oplevede at jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Jeg var i tvivl om det rent faktisk skete eller ej. Min kæreste som sov ved siden af mig fik jeg vist spillede tromme ved siden af mig samtidig med at jeg hørte velkendt musik i mine høretelefoner. Energien var vild og kraftfuld og jeg mærkede friheden i at drukne i lydene fra trommen, musikken og mit eget brøl. Så meget kraft og der var intet i mig der hverken følte skam eller havde lyst til at holde igen. Jeg mærkede vigtigheden i at få cirkuleret og brugt energien, at den var fuldstændig som den skulle være og at jeg ikke skulle dæmpe mig, tage hensyn eller noget andet. Det føltes ægte, råt, kraftfuldt, sårbart og stærkt på samme tid! Jeg fik besked på at der er ved at ske ændringer med min stemme og at det er en del af udrensningen at jeg nu i flere uger har hostet morgen og aften. Jeg fik bekræftet at jeg skal begynde at bruge min stemme endnu mere i mit arbejde.
 
På det seneste retræte, jeg afholdt, blev jeg guidet, kærligt skubbet og udfordret på netop det med at bruge min stemme mere. Under fredagens cacaoceremonien fik jeg pludselig indskydelse til at tage min tromme og begynde at synge intuitivt. Jeg aner ikke hvad det var der kom ud af mig og bagefter kunne jeg ikke huske en eneste af de lyde der var blevet kanaliseret, men kraften summede stadig i hele kroppen på mig. Efterfølgende under lørdagens heldagsceremonien med naturens medicin fik jeg besked på at synge den sang jeg skrev under mit retræte i Sverige hvor jeg arbejdede med birken. Jeg har haft modstand på at synge den for andre fordi den er på dansk og en del af mig bliver ramt af præstation. Men under ceremonien var det tydeligt at det ikke var til forhandling så der var ingen vej udenom. Jeg mærkede hvordan sangen bragte Birkens medicin, i form af lys, kærlighed og “stilhed”, ind og hvordan det fik energien i ceremonisalen til at skifte øjeblikkeligt. Det var SÅ vildt at mærke!
 
Jeg undrer mig stadig over den rejse jeg fik den anden nat og griner lidt for mig selv over at jeg godt har mærket Aya og svampene kalde mig til rejse, men jeg har ikke gået med impulsen fordi jeg ikke har følt mig klar til endnu et dyk. Det er så åbenbart ligegyldigt siden de nu, i samarbejde med kære Kundalini, blot kan sende mig på rejse når de vil og jeg tilsyneladende ikke længere nødvendigvis behøver fysisk at indtage dem. Det bekræfter mig blot i, dels hvor meget vores tro på at vi har kontrol som mennesker langt hen af vejen er en illusion og dels at vi har evner ud over vores egen fatteevne når vi blot åbner os for det.
 
Min Kundalini arbejder stadig i mig og dagen har stået på landing, selvomsorg og ro, men jeg mærkede alligevel et kald til at dele. Hvis du har haft oplevelser med Kundalini som du har lyst til at dele vil jeg elske at høre om dem!
 
Jeg har i øvrigt haft stor glæde af at læse, og kan varmt anbefale, bogen “The Kundalini Guide” af Bonnie Greenwell. Hendes hendes hjemmeside indeholder også en masse god information.

Del denne post