Samklang logo
Master plants, medicinsange, medicin, natur, naturmedicin, spiritualitet

Master plants og medicinsange – i lære hos naturen

Jeg tæller allerede ned til jeg, i slutningen af juli og starten af august, skal med skønne og kompetente mennesker på 14-dages ‘Birke Wisdom Quest’ i Sverige.
 
‘Master plants’ er et begreb som bruges særligt indenfor Shipibo traditionen hvor bl.a. Ayahuasca er en master plant. Shipiboerne anvender det at gå på dieta (diæt) med planter for at forbinde sig til, lære af og låne de egenskaber/kræfter som den pågældende plante eller træ besidder. Diæten består af introspektion (f.eks. igennem meditationer, visionsrejser og ceremonier), isolation, fravær af stimuli, særlig restriktiv kost/faste, at tage dampbade i og indtage planten/træet i den ene eller anden form. Det hjælper dem når de faciliterer ceremonier og laver healingsarbejde med andre mennesker. Det er ofte også igennem deres diæt at de modtager planten eller træets medicinsang.
 
Medicinsangene er den oprindelige medicin som shamanen brugte til at hjælpe sine patienter. Traditionelt set var det udelukkende shamanen selv som indtog f.eks. Ayahuasca og herigennem kunne “se” ind i patienten og få indsigt i ubalancer samt kanalisere medicinsange, fra shamanens diæter, som så i kombination med anden naturmedicin og ritualer, kunne hjælpe patienten tilbage i balance.
 
Her i norden er Birk en af vores ‘master plants’ og jeg glæder mig derfor til at lære af og skabe et samarbejde med hende. Hun har mange medicinske egenskaber og er i århundrede blevet brugt til at afhjælpe forskellige sygdomme og fysiske symptomer. I dag drikkes saften fra birken bl.a. for at afhjælpe forskellige allergier.
 
Birken er allerede langsomt begyndt at kommunikere med mig og jeg besøger hende ofte i min have hvor hun står lige ved siden af min anden plantefælle Sommerfuglebusken. Så jeg glæder mig utroligt meget til at dykke endnu dybere med hende i 14 dage og se hvad vi kan sammen. Det passer perfekt med at jeg så kan have hende med mig på retrætet i august, sammen med den medicinsang som svampene har givet mig, og som jeg allerede er begyndt at bruge intuitivt under mine ceremonier.
 
Jeg føler mig ydmyg, taknemmelig og støttet af Moder Jord i min udfoldelse af min sjæls kald.

Del denne post