Som nogle af jer ved så er jeg uddannet yogalærer indenfor Haṭha og Yin yoga, og sidste år supplerede jeg så med en 200-timers uddannelse i lydyoga.
Lydyoga eller Nāda yoga er helt kort fortalt den praksis hvor man bruger lyd, og særligt mantra, til at arbejde med krop, sind og sjæl.
Selv blot ved at bruge lyd som mmm og aaa kan vi bevæge stagneret energi i krop og sind, og hjælpe os selv med at komme i dybere kontakt med vores indre. Det netop den praksis, med det som jeg kalder lydmeditation, som jeg guider mine klienter igennem og bruger på mine retræter med deltagerne. Det er vildt at se deres øjne lyse op i en “aha” oplevelse når de bagefter beskriver hvordan den enkle praksis med lydmeditation har hjulpet dem til dybere indre kontakt, ro og centrering.
Mantra er blevet et moderne ord som bruges i flæng om det at have et sætning eller et ord man “står for” og som man gentager for sig selv mange gange. Men i sin oprindelige form er mantra en sætning eller et enkelt ord på sproget Sanskrit. Sanskrit siges, særligt hvis man bruger de korrekte “mundpositioner” til udtalen, at have en særlig healende og transformerende vibration.
Ganeśa (nogle steder stavet Ganesh), er den hinduistiske Gud som har et elefanthoved (der findes flere udgaver af den mytisk historie om hvordan han Ganeśa fik sit elefanthoved, men den må I få en anden gang). Han siges at kunne hjælpe med at overkomme forhindringer, med at skabe øget jordforbindelse, at gå fra dualisme til enhedsfølelse og at være med til at bringe balance der hvor der før var ubalance (fra disharmoni til harmoni). Ganeśa har fulgt mig i mange år efterhånden og selv inden jeg tog min lyd-yoga uddannelse brugte jeg hans mantra. Da jeg på uddannelsen igen beskæftigede mig med mantraet gik det op for mig at det gennem årene netop havde hjulpet mig med at overvinde forhindringer. Ikke som jeg havde troet ved at fjerne dem fra min vej, men i stedet ved at give mig et nyt perspektiv på dem som enten hjalp mig med at arbejde mig igennem dem, finde en vej over, under eller uden om dem og i nogle tilfælde hjælpe mig til at opdage at det blot var en indbildt forhindring i mit sind som i virkeligheden slet ikke eksisterede hvis jeg arbejdede med mine overbevisninger og måde at tænke på!
Sjovt nok dukkede Ganeśa også op under min seneste meget udfordrende Aya rejse. Facilitatoren kom hen til mig da jeg kæmpede og gav mig en Ganeśa figur i hånden! Jeg kom pludselig i tanke om hans mantra og begyndte at chante det i mit indre.
Auṁ Gaṁ Gaṇapataye Namaḥ
Det hjalp mig igennem noget af det svære i rejsen og med at give endnu mere slip.
Jeg har længe villet i gang med en 40-dags online mantrapraksis som bliver guidet af mine lærer fra lyd-yogauddannelsen men har ikke rigtig kunne komme igang. Men så i går da jeg endelig fik et stille øjeblik inden jeg skulle i seng mærkede jeg at jeg skulle gå i gang med min 40-dags praksis med en udvidet udgave af det Ganeśa mantra som jeg tidligere har brugt. Det blev således det perfekte fuldmåneritual med 25 minutters chanting af følgende udgave af Ganeśa mantraet:
Auṁ Aiṁ Hrīṁ Śrīṁ Klīṁ Glauṁ Gaṁ Gaṇapataye Namaḥ
Jeg har haft de vildeste drømme i nat og kan mærke at det så smukt støtter den proces jeg allerede er i.
Hvis du skulle få lyst til at give dig i kast med en lignende praksis så kan jeg varmt anbefale den som jeg følger online hos min lærer Anandra. Der vil du blive taget i hånden og lært at hvad du skal vide for at komme igang (læs mere her).
Ellers kan du også blot starte med at finde en udgave af mantraet som ræsonnerer med dig og lytte til det dagligt eller når du mærker behovet.
Happy chanting!