Samklang logo
Mikrodosering, psykedelisk terapi, psykedelika, selvudvikling, transformation

Mikrodosering 101

INDLÆG OPDATERET SEPTEMBER 2023
 
Mikrodosering er når man tager en meget lille mængde af et psykedelisk stof. I dette blogindlæg er protokol og dosis beskrevet i henhold til arbejdet med psilocybin svampen kaldet Golden Teacher (lat. Psilocybe Cubensis).
 
Mikrodosering er et emne som, sammen med psykedelika, pt er meget oppe i medierne. Jeg fik derfor lyst til at dele min viden og tilgang til det. Grundene til at mikrodosere kan være mange, i medierne er der særligt fokus på at bruge både makro- og mikrodosering til behandling af depression (særligt hos dem som er behandlingsresistente i psykiatrisk regi).
 
Min erfaring er dog at mikrodosering sjældent løser den underliggende årsag til problemet. Jeg hører fra rigtig mange at de oplever bedring så længe de mikrodoserer, men så snart de stopper er problemet retur. For mig at se er det stadig symptombehandling. Men lad mig understrege at symptombehandling ikke nødvendigvis er dårligt! Nogle gange er vi nødt til at starte med at behandle symptomerne på en lidelse for overhovedet at kunne få adgang til roden. Ligesom lægerne nogle gange er nødt til at stoppe en akut blødning før de kan finde og behandle årsagen til at den opstod i første omgang, så kan vi også være nødt til at “sætte et plaster på det psykiske sår” for at få tid og overskud til at behandle roden til såret. Hvis man er i en dyb depression kan det faktisk være umuligt at tage imod hjælpen og benytte de redskaber man f.eks. får gennem terapi.
 
Mikrodosering virker bedst når vi samtidig arbejder med roden til vores problem. Her bliver det et supplement og en kærlig håndsrækning, men ligesom med al arbejde med psykedelika så gør de ikke arbejdet for os – vi er nødt til at komme det i møde, og tage de nødvendige skridt i vores liv. Mikrodosering kan virke som et løft der gør det lettere at skabe nye, sunde vaner. Efter endt mikrodoseringsforløb, hvor vi holder en pause for at integrere, kan det være let at falde tilbage i gamle mønstre og vaner. Det er derfor altafgørende at vi arbejder bevidst med integrationen og tager ansvar for at implementere det vi har lært, og fået hjælp til, under mikrodoseringen.
 
Mikrodosering kan ligeledes virke som en appetitvækker for det/de tilstande vi ønsker at integrere i vores liv. Ofte ved vi godt hvad vi bevæger os væk fra/ikke ønsker i vores liv, mens det kan være sværere helt at vide hvad vi ønsker i stedet/bevæger os hen mod. Mikrodosering kan hjælpe os med at opdage og lære de tilstande at kende som vi ønsker (mere af) i vores liv. For når vi først har stiftet bekendtskab med dem, bliver de nemmere at finde tilbage til.
 
Generelt tror jeg ikke på at noget er godt at supplere med fast og som en automatisk rutine. Når vi gør det (hvad end det handler om at supplere med; vitaminer, mineraler, andre kosttilskud eller mikrodosering) så lukker vi af for vores egen intuition og vores krops visdom. Jeg har erfaret og praktiserer i mit eget liv træningen i at lytte til og tyde min krops signaler, og det gør at jeg faktisk godt ved hvad og hvornår den mangler noget. Jeg tror på at vi alle besidder den evne, men da de fleste af os ikke er vant til at benytte den kræver det træning og vågenhed. Det kan være svært at lære at mærke forskellen mellem hovedets overbevisninger og frygt, og intuitionen og kroppens visdom (det kunne nemt blive et helt opslag for sig omkring emnet intuitiv livsstil).
 
Hvis du føler dig kaldet til at bruge mikrodosering så er min klare anbefaling at lade det være et supplement til dit terapeutiske arbejde, at sætte dig en klar intention og at skrive dagbog for at blive tydelig på indsigter og eventuelle mønstre i det du oplever.
 
Hvis du er meget energisensitiv og vant til at arbejde med naturmedicin, kan det være du helt subtilt kan mærke eller fornemme selv en mikrodosis i dit system, men som udgangspunkt skal mikrodosering ikke kunne mærkes. Det arbejder på et subtilt niveau; kropsligt, psykologisk, energetisk og spirituelt – alt efter din intention. Hvis du mærker ændringer i din bevidsthedstilstand og føler dig “påvirket” (skæv eller “space out”) eller oplever pludselige følelseudbrud på dosisdage, så er dosen for høj.
 
Dosis sættes lige under den grænse og findes ved langsomt at øge dosis startende på 0.10 gram (og øge med 0.05 gram) pr. gang.
 
Ifølge Fadimans protokol indtages dosis hver 3. dag så der er 2 dage med pause (uden indtag af dosis) – dvs. dag 1 med dosis og dag 4 med dosis. Dette for at undgå at opbygge tolerance så man skal have større og større mængder for at få effekten og for at sikre at systemet kan nå at integrere eventuelle forandringer. Denne protokol køres typisk i 10-12 uger, hvorefter der holdes pause i dobbelt antal uger protokollen er blevet kørt for at integrere dybere og give kroppen og sindet en pause.
 

En anden kendt protokol er Stamets’ protokol, også kaldet ’Stamets’ Stack’, hvor dosis indtages hver dag i 4 dage i træk og der derefter holdes pause i 3 dage. Denne protokol køres typisk i op til en måned af gangen hvorefter der holdes integrationspause i minimum 2-4 uger. Derudover suppleres med Lion’s Mane (pindsvinepigsvamp) og Niacin (vitamin B3) som efter sigende skulle hjælpe med regeneration af de neurale netværk i hjernen. Alternativt kan der mikrodoseres intuitivt efter behov, omend det er en mere risikabel metode som kræver erfaring og et højt niveau af selverkendelse og bevidsthed. Har du ikke længerevarende erfaring med mikrodosering og er du ikke i et kompetent terapeutisk forløb kan denne tilgang ikke anbefales.

 
Når den optimale dosis er fundet regnes ud hvor mange gram der skal anvendes til 10 uger (som er en god længde på en periode med mikrodosering), og det antal gram kværnes i f.eks. en kaffekværn og deles ligeligt i de antal portioner der skal bruges til de 10 uger.
 
OBS: Da der endnu ikke er foretaget grundig nok forskning i mikrodosering er det svært at konkludere noget faktuelt omkring risici. Det vides fra makrodoser at mennesker med alvorlig psykisk sygdom (herunder er ikke inkluderet depression og PTSD) eller som er i nær familie med mennesker med alvorlig psykisk sygdom har en forhøjet risiko for at opleve problemer/bivirkninger ved at indtagelse. Ligesom personer med hjertesygdomme og højt blodtryk har en forhøjet risikoprofil. Psykedelisk terapi (hvad end der er tale om makro eller mikrodoser) kan bringe latente psykologiske tilstande op til overfladen.

Hvis du er i tvivl, så opsøg altid en fagperson for råd og vejledning.

 
NB: Dette indlæg er på ingen måde en opfordring til at mikrodosere, men blot en deling af min viden og erfaringer. Vælger du at mikrodosere er det på eget ansvar! De fleste af de stoffer som kan bruges til mikrodosering er ulovlige i Danmark og jeg skal understrege at dette indlæg ikke er en anbefaling til at bryde gældende lovgivning. Hvis du vælger at mikrodosere, anbefaler jeg altid at det sker i samråd kompetent og faglig vejledning, støtte og opfølgning.
 
Jeg tilbyder vejledningssamtaler omkring arbejdet med psykedelika og hvilke ting du skal være opmærksom på når du vælger en facilitator/guide/terapeut. Du er velkommen til at kontakte mig for en gratis og forpligtende samtale. 
 
Du kan læse mere og se et udsnit af min bog “Holistisk Mikrodosering” her.
 
Psykedelisk Samfund har i øvrigt skrevet den fine artikel om “Misforståelser om mikrodosering” som jeg kan anbefale

Del denne post