Min rejse pre psykedelika

Jeg fik lyst til at dele lidt om min rejse og udvikling før jeg overhovedet kom i nærheden af det terapeutiske arbejde med psykedelika. Både for at give et indblik i min vej ind i det psykedeliske, men også for at illustrere, at det som kan ligne en “spontan” og øjeblikkelig healing ofte (hvis ikke altid) er et resultat af et kæmpe stykke forarbejde. Psykedelika er ikke en mirakelkur, magisk pille eller quick fix og det er bestemt ikke for alle!

 

Og nu til et “lille” udsnit af en meget lang rejse…

 

Ifølge Stanislav Grof så er vores største traume vores fødsel. Uanset hvor god den måtte være og hvor perfekt den måtte forløbe så er det at gå fra den (for de flestes vedkommende) paradisiske tilstand i mors mave og lande ud i en verden fyldt med millioner af indtryk og muligheden for at blive adskilt fra mor, et traume.

 

Min fødsel var ingen undtagelse og det faktum at jeg sad fast i fødselskanalen i 36 timer, at min mor fødte mig uden presseveer og at jeg blev født 6 uger for tidligt og derfor straks blev lagt i kuvøse uden fysisk berøring, gjorde det bestemt ikke til en mindre traumatiske oplevelse. Den start på livet blev kimen til mange af de sår jeg senere måtte arbejde dybt med for at heale.

 

Det viste sig bl.a. da jeg for første gang boede alene og samtidig tog kurser i kropsterapi og dykkede dybere i min yogapraksis. Det at lande i kroppen åbnede for kontakten til alt det som levede her – og det var ikke udelukkende behagelige tilstande! Den angst som tidligere havde ligget som en latent grundvibration i mit system kom nu op til overfladen og kom til udtryk som panikangst.

 

Min lærer i kropsterapi satte nogle brikker på plads i min forståelse da han forklarede at min krop (og nervesystem) reagerede som var jeg stadig en baby, for hvem det at blive forladt, ville være katastrofalt, hvis ikke lig med den sikre død. Kroppen husker alt hvad vi har oplevet og gør hvad den kan for at sikre vores overlevelse. Den del af hjernen som kaldes krybdyrs- eller reptilhjernen, og som aktiverer nervesystemets kamp, flugt og frys tilstand, skelner ikke mellem “farligt engang” og “farligt i dag” men reagerer på tidligere erfaringer. Heldigvis har det vist sig at der kan skabes nye “spor” og erfaringer i hjernen via bl.a. terapi og psykedelika.

 

Et senere dysfunktionelt forhold i forbindelse med at jeg boede 6 måneder i Indien, og som udviklede sig til at være fysisk og psykisk voldeligt, efterlod mig med dybe sår og PTSD (Post Traumatisk Stress) til følge.

 

Det var det værste jeg har oplevet i mit liv, men det blev samtidig min største opvågning og lærermester. Jeg var tvunget i knæ og måtte foretage en lang og hård 180 graders vending for at komme – ikke tilbage på sporet, men skabe et nyt.

 

Jeg havde indtil da deltaget på et hav af spirituelle og alternative workshop, kurser og uddannelser. Jeg sugede viden til mig som en svamp og jeg lærte urolig meget. Samtidig var der et element af flugt, og selvudvikling blev i mange år, meget paradoksalt, en måde at holde mig beskæftiget i en sådan grad af jeg kunne undgå at komme i dyb kontakt med den uro som lå nedenunder overfladen.

 

Min PTSD blev vejen hjem til mig selv og jeg blev tvunget til at tage mig selv alvorligt. Det udløste mit første møde med “regulær terapi”.

 

Jeg havde altid drømt om at blive psykolog så da jeg faldt over en spirituel orienteret psykoterapeutuddannelse trak det i mig. Der gik dog 3 år før jeg var nået til et sted i arbejdet med mig selv og min PTSD at jeg følte mig klar. Netop det år annoncerede skolen deres første hold på Sjælland, hvilket jeg selvfølgelig så som tegn på at nu var det nu! Den uddannelse blev endnu en vigtigt vendepunkt i mit liv og vejen til healing.

Jeg plejer at sige at det at tage en psykoterapeutuddannelse er som at tage 10 års dybdegående terapi på 4! Det var massivt udfordrende, men også mere udviklende end noget andet jeg havde gjort i mit liv. Der var krav om egen terapi som betød at jeg udover moduler med masser af processer og øvedage med de andre studerende også gik i egenterapi ca. en gang om ugen i 3 år i træk. Her mødte jeg for første gang en integrativ måde at inddrage kroppen i terapien som nåede lag af mig og mit nervesystem som samtale ikke havde kunne nå. Jeg fik det langsomt men stødt bedre, nogle gange i små skridt og andre gange i kvantespring.

 

På mit sidste år af uddannelsen kæmpede jeg dog stadig med flashbacks og natlige mareridt (nogle gange op til 6 gange på en nat). Det var som om der var et traumelag som terapien ikke helt kunne nå.

 

Ayahuasca dukkede op i min bevidsthed og på et modul på uddannelsen faldt jeg i snak med en medstuderende som fortalte at hun havde havde rejst på Ayahuasca. Hun anbefalede mig at gå ind på hjemmesiden for det sted hun havde rejst og mærke om et af deres retræter kaldte. Det gjorde jeg samme aften og fandt med det samme et retræte jeg mærkede et kæmpe JA til.

 

Næste dag på uddannelsen startede vi med en guidet meditation ift dagens emne. Så snart jeg lukkede øjnene kom et fuldstændig krystalklart billede af en indianer med fjer-hovedbelædning frem for mit indre øje. Jeg blev en anelse forskrækket over billedet, men nåede ikke at tænke mere over det før det forsvandt igen så pludseligt som det var opstået. Jeg gik tilbage til at følge underviserens guidning og tænkte ikke mere over billedet før vi bagefter skulle dele med sidemanden. Jeg delte med hende som jeg dagen inden havde talt Ayahuasca med og kom pludselig i tanke om billedet af indianer-manden. Da jeg delte det med hende så hun overrasket ud og sagde at ham indianeren havde hun haft med sig under sin sidste Ayahuasca rejse.

 

Jeg var ikke længere i tvivl og da jeg kom hjem ringede jeg til en ven og aflyste vores koncertaftale for at kunne melde mig til retrætet. Mit hoved protesterede og forsøgte at overbevise mig om at jeg da måtte have tabt sutten og være blevet helt kuk kuk, men min intuition og mavefornemmelse var helt rolig. Det er senere gået op for mig, at netop den fornemmelse er et godt pejlemærke til hvornår jeg har fat i, og handler fra min intuition.

 

Som om det ikke var tydeligt nok så kom endnu et tegn ugen før jeg skulle afsted på Ayahuasca retrætet. Et album med kunstneren Vancouver Sleep Clinic, som jeg havde lyttet en del til, var pludselig forsvundet fra Spotify så jeg tænkte jeg ville se om jeg i stedet kunne købe det online. Jeg gik på Google Play og søgte på kunstnerens navn og nr 3 sang der kom op på listen havde titlen… AYAHUASCA !

 

Hvis der havde været den mindste tvivl tilbage så var den i hvert fald væk. Jeg drog afsted mod det retræte som skulle blive endnu et af de store vendepunkter i mit liv og healing.

 

Og jeg har ikke set mig tilbage siden!

 

På denne YouTube video fortæller jeg (på engelsk) om mit første møde med Ayahuasca og hvad jeg fik ud af det. 

Siden da har jeg rejst en del gange og jeg deler om flere af mine rejser på bloggen, læs, f.eks. blogindlægget “Synkronicitet & guddommelig guidning“.