Mange af de mennesker jeg kommer i kontakt med i mit virke bærer på traumer af den ene eller anden art. Flere har fået behandling for deres traumer, men en behandling som udelukkende eller langt overvejende har bestået af samtaleterapi.
De har igennem samtaleterapien opnået en høj grad af selvindsigt og viden om, hvordan deres traume(r) påvirker deres krop, sind og relationer.
Fælles for dem er ligeledes at de, gennem mødet med et hav af professionelle, er blevet rigtig “gode” til at fortælle deres historie, ofte uden at udvise det store følelsesmæssige udtryk undervejs. Dels har de vænnet sig til at skulle fortælle hvad der er sket og dels har de fået af vide at det hjælper at tale om det.
At det hjælper at tale om det er en sandhed med modifikationer. I starten kan det være gavnligt at tale om sine oplevelser da det kan være en del af processen med at erkende og acceptere det som er sket. Men min erfaring er, at der kommer et tidspunkt hvor det “tipper over” og i stedet for at hjælpe bearbejdningen faktisk bliver en re-traumatisering.
