Samklang logo
Synkronicitet, guddommelig guidning, kvindekraft, død, genfødsel, moderskab

Synkronicitet & guddommelig guidning

Det er som om trådene og temaer fra de sidste års selvudvikling begynder at samle sig og jeg har flere og flere oplevelser med synkronicitet omkring temaerne fødsel, død og genfødsel.
 
Allerede under min anden Ayahuasca rejse kom jeg i kontakt med Atlantis som har fulgt mig og er dukket op forskellige steder i mit liv siden. Det var i øvrigt også under denne rejse at min Kuṇḍalinī rejste sig (omend jeg, i bakspejlet, kan se at energien allerede var begyndt at arbejde og bevæge sig i 2010 i forbindelse med fordybelse i min yogapraksis).
 
På en senere Ayahuasca rejse kom jeg ind i min egen fødsel og oplevede hvordan det at sidde fast i fødselskanalen (som jeg bagefter fik bekræftet af min mor at jeg rent faktisk havde gjort i 36 timer) påvirker mit liv og måde at være i verden på.
 
Sidste Ayahuasca rejse, som jeg var på for lidt under et år siden, var benhård og jeg kom ind i en dødsproces, hvor jeg følte at jeg fysisk gik i opløsning. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv været så rædselsslagen og jeg kæmpede imod indtil jeg til sidst forligede mig med tanken om at skulle dø. Jeg nåede aldrig at “dø” helt under den rejse og siden har jeg flere gange genbesøgt det sted midt imellem liv og død, og følelsen af at sidde fast.
 
Nogle måneder op til en cacao ceremoni var jeg begyndt at tegne forskellige mønstre som jeg ikke anede hvad betød. Under cacaoceremonien hørte jeg pludselig mig selv ligge og tale på et sprog jeg ikke forstod. Jeg var fuldt ud ved bevidsthed, men kunne ikke styre det som kom ud af min mund. Efter den oplevelse skete det flere gange at jeg begyndte at kanalisere “lyssprog” og jeg fik bekræftet flere steder fra at symbolerne og sproget kom fra… Atlantis.
 
De sidste par måneder er jeg begyndt at overgive mig til at lade det komme og mærker at jeg kan kanalisere healing via min stemme, ligesom jeg længe har kanaliseret healing via mine hænder. Jeg bruger det mere og mere i mine behandlinger og når jeg guider.
 
I de sidste par uger har jeg haft tilbagevendende drømme om at være gravid. I weekenden var jeg igen guide på et retræte og trak kortet “Sisterhood of the rose”. Kortet taler om den ældgamle linje af præstinder og mystikere som dedikerede sig til at tjene menneskeheden og hjælpe med at så frø af lys-bevidsthed på jorden.
 
Min rolle som guide i weekenden blev lige ind i temaet omkring moderskab da jeg fik lov at agere og repræsentere den kærlige mor for flere af de rejsende. Jeg holdt om, holdt hånd, strøj over håret og blev så længe der var brug for det. Det var utroligt smukt at få lov at være der med så meget ubetinget moderlig kærlighed. Jeg blev selv dybt berørt og følte en kæmpe ydmyghed over at blive vist så stor en tillid at måtte være der i så sårbare og vigtige processer.
 
Da jeg mærkede impulsen til at skrive dette opslag søgte jeg på “Sisterhood of the Rose” for at finde et billede af kortet. Den første side der dukkede op i mit søgeresultat indeholdt beskrivelser af dette søsterskab som gav det endnu dybere mening for mig.
 
Her stod beskrevet at Søsterskabet af Rosen var en gruppe af kvinder med særlige evner som første gang fandt sammen i Atlantis, hvor de skabte en skole med hellig, mystisk viden. Rosen blev brugt som symbol på den guddommelige feminine moderlige energi. Denne repræsentation har til formål at hjælpe med at bringe forståelse af livet og dødens mysterium og hvordan livet er bevaret gennem døden. Søsterskabet af Rosen er tæt knyttet til engle-, deva-, alfe- og elverrigerne.
 
Næste weekend lægger jeg mig selv på madrassen til endnu en rejse med Moder Aya og jeg er ufatteligt spændt på at se hvad hun har til mig denne gang.
 
Weekenden efter skal jeg prøve Kambo for første gang. Til dem der ikke kender til det så er det sekret fra en frø fra Amazonas, som virker dybt udrensende og som en slags “nulstilling” af systemet.
 
Nogle dage efter på fuldmånen lægger jeg mig igen på madrassen og forbinder mig med Moder Aya i en ene-ceremoni.
 
Weekenden efter står den igen på at holde rum for rejsende som guide på et Ayahuasca kvinderetræte.
 
Så der er lagt i ovnen til endnu et dyk dybt ind i mig selv og masser af hjerterum med andre rejsende og Moder Aya.
 
Jeg er klar!

Del denne post