Taknemmelighed

I går kom jeg hjem fra 4 dages intensiv stilhedsretræte, som er en del af sidste år på den psykoterapeutuddannelse jeg er i gang med. Retræten foregik uden socialt samspil med de andre deltagende og uden nogen form for kontakt til omverdenen. Eneste kommunikation foregik i en form som kaldes Dyads, hvor man to og to skiftes til at svare på spørgsmålet “fortæl mig hvem du er”. Som lyttende ageres vidne på den andens proces, men uden nogen form for respons eller mimik, og med tilbud om konstant øjenkontakt til den kommunikerende.

Jeg er stadig ved at lande efter de dybe processer det satte i gang, men allerede nu lander jeg med en udvidelse i hjertet, nyt liv i krop og sjæl, en dybere kontakt til mig selv og ikke mindst dyb taknemmelighed.

Derfor er det en perfekt dag at genoptage min taknemmelighedspraksis som har ligget stille og er blevet glemt i de sidste mange måneders forandringer og nye tiltag.

For over et år siden faldt jeg over en taknemmelighedsdagbog, og mærkede at den kaldte på mig. Så jeg bestilte en til mig og en kær veninde med tanken om at vi kunne have en praksis sammen på tværs af landsdele efter hun var flyttet. En måde at forbinde os på i hjertet og være fælles om trods den fysiske afstand.

I starten tænkte jeg alligevel at det var lidt fjollet… Om det ikke bare var at drysse sukker henover alt det sure og kalde det en kage i den positive psykologis navn.

Men jeg må indrømme at jo længere tid der gik, hvor jeg hver dag fokuserede på min taknemmelighed, jo mere lyst og let blev mit liv – selv de udfordrende og svære ting. Ligesom jeg i mange år har oplevet det gennem yogaen. At jeg kunne gå ind til en yogaklasse med en følelse af tunghed, tristhed og opgivenhed i forhold til en udfordring jeg stod i – til at opleve at jeg kom ud fra klassen, med lethed, og gå-på-mod samt en klarhed i mit sind over hvilke eventuelle skridt jeg måtte tage. Det udfordrende var jo ikke magisk forsvundet, men min tilgang til det var blevet en anden.

Bevægelse (eller skulle jeg sige vibration) er fællesnævneren her. Når vibration sættes i gang eller ændres kan energi bevæge sig, og så ser vi pludselig tingene i et nyt lys. Ingen tanke, energi eller følelse er dårlig eller problematisk så længe den er i bevægelse. Der hvor noget bliver svært er når noget i os stagnerer. Uden bevægelse intet liv!

Min erfaring er, at der findes mange måder at skabe bevægelse i stagneret energi, en af dem er at skrive.

Det er lige præcis det min praksis med at skrive i min taknemmelighedsdagbog gør for mig – den skaber bevægelse i min energi, mine tanker og mine følelser. Samtidig med at den hjælper mit fokus på hen på alt det som jeg har at være taknemmelig for så jeg får nuancer til det som er udfordrende, så jeg undgår at lade det svære overtage hele mit verdensbillede.

Det er i øvrigt en skøn og selvkærlig måde at starte dagen på, som sætter en positiv vibration for resten af dagen. Det gør altså en forskel i hvilken tilstand vi starter dagen. Mon ikke vi alle sammen kender det at en sur kommentar fra en kollega den ene dag skaber vrede, irritation eller ked-af-det-hed, og en anden blot resulterer i et skuldertræk, og måske endda en kærlig empatisk tanke til kollegaen som du ved er lidt stresset for tiden. Situationen er fuldstændig den samme. Den eneste forskel er din egen tilstand og tilgang til situationen.

Hvilke tre ting er du taknemmelig for i dag?

I dag er jeg taknemmelig for:

  • Min psykoterapeutuddannelse, som hjælper mig i dybere kontakt med mig selv

  • Mit hus omgivet af natur og strand

  • At have genoptaget min taknemmelighedspraksis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *