Traumehealing går gennem kroppen!

Mange af de mennesker jeg kommer i kontakt med i mit virke bærer på traumer af den ene eller anden art. Flere har fået behandling for deres traumer, men en behandling som udelukkende eller langt overvejende har bestået af samtaleterapi.

De har igennem samtaleterapien opnået en høj grad af selvindsigt og viden om, hvordan deres traume(r) påvirker deres krop, sind og relationer.

Fælles for dem er ligeledes at de, gennem mødet med et hav af professionelle, er blevet rigtig “gode” til at fortælle deres historie, ofte uden at udvise det store følelsesmæssige udtryk undervejs. Dels har de vænnet sig til at skulle fortælle hvad der er sket og dels har de fået af vide at det hjælper at tale om det.

At det hjælper at tale om det er en sandhed med modifikationer. I starten kan det være gavnligt at tale om sine oplevelser da det kan være en del af processen med at erkende og acceptere det som er sket. Men min erfaring er, at der kommer et tidspunkt hvor det “tipper over” og i stedet for at hjælpe bearbejdningen faktisk bliver en re-traumatisering.

Før i tiden troede man at hvis man kunne fortælle om de traumatiske hændelser man havde oplevet uden at reagere følelsesmæssigt, så var det er tegn på at såret var helet. Mange professionelle brugte teknikker hvor de indtalte hændelserne og bad den traumatiserede lytte til optagelsen hver dag indtil vedkommende ikke oplevede at blive følelsesmæssig påvirket. I dag ved man at dette gør langt mere skade end gavn og at kroppen er i stand til at fjerne sig selv fra smerten gennem det som på fagsprog kaldes dissociering. Det er en slags ud-af-kroppen tilstand som føles som en osteklokke, hvor man hører og ser det der foregår, men ikke er tilstede i kroppen og følelserne.

Mange af dem jeg arbejder med som har traumer kommer i den tilstand hver gang de skal fortælle deres historie og det er de færreste der ved det!

Jeg sanser det tydeligt som en slags “tåge” i rummet når jeg har at gøre med mennesker som er dissocierede og når jeg spørger ind til hvad de mærker i kroppen er det enten ingen kontakt til en kropslig fornemmelse eller også er der voldsom angst og uro.

Det vi ved nu er, at kroppen husker og at traumer sætter sig i kroppen. Det betyder at hvis vi vil reel forløsning af traumer så må vi gå gennem kroppen og her er der ikke altid ord.

Jeg oplever gang på gang et lettelsens suk fra mine klienter når jeg siger til dem at vi ikke behøver at gå dybt ind i historien omkring deres traumer, men at vi kan gå gennem kroppen og lade den fortælle – med eller uden ord.

Kroppen skal have tid, ro og tryghed til at åbne sig indefra og ud – som en spirer der starter i mørket og langsomt med den rette næring bryder gennem jordens overflade.

Det er alfa omega for mig som terapeut, facilitator og guide at holde rum som giver mulighed for at mærke hvad du er både med og uden din rustning ❤️

~ Vejen hjem går gennem kroppen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *